Sådan begynder historien i TV2s familiejulekalender “Mikkel og Guldkortet”, der er instrueret af manden bag sidste års ungdomsfilm-succes “Råzone”, Christian E. Christiansen, og skrevet af Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen, som også stod bag manuskriptet til TV2s “Jesus & Josefine”. En skrabet jul Mikkel er meget optaget af penge og alt det, man kan købe for dem. Hans ønskeseddel er så lang som den kinesiske mur, og hvis han kunne få det hele, ville han helt sikkert blive rigtig lykkelig. Derfor falder det naturligvis ikke i god jord, da hans meget økonomiske og snusfornuftige far meddeler, at der kun er råd til en skrabet jul i år. Et tilfældigt møde Selv om Mikkel elsker jul og ikke mindst julegaver, er han blevet for gammel til at tro på nisser. Men han kommer på andre tanker, da han tilfældigt møder Nis Goddreng, der er på vild flugt fra en bidsk hund. Hvis ikke Mikkel og hans lillesøster Marie var dukket op, er det ikke godt at vide, hvordan det var endt for den lille nisse. Verdens rigeste dreng Heldigvis lykkes det Mikkel at redde Nis Goddreng, og det er slet ikke så tosset endda, for Nis Goddreng skylder Mikkel at opfylde hans højeste ønske, og snart er den pengeglade dreng i besiddelse af et guld-hævekort, der tilsyneladende giver ham ubegrænset adgang til nissernes guldreserver. Misundelse Mikkel er sikker på, at hans lykke er gjort, men han må snart indse, at når man kommer til mange penge, vækker man andre menneskers misundelse, og det varer ikke længe, før de første skrupelløse skurke, der vil have fingrene i Mikkels guldkort, melder sig på banen! Fodboldglade Marco Ilsø Mikkel spilles af 14-årige Marco Ilsø fra Solrød. Marco går i 8. klasse og hans altoverskyggende fritidsinteresse er fodbold. Mens det er første gang, Marco Ilsø prøver kræfter med tv, er det et par erfarne skuespillere, der udfylder rollerne som Mikkels mor og far, Birgitte og Henrik, der spilles af Paprika Steen og Michael Carøe. Sparsommelig og ødsel Henrik er bankmand, snusfornuftig og meget sparsommelig. Det piner ham, at familien sidder så hårdt i det, at de måske er nødt til at sælge huset. Han håber, at han bliver forfremmet i banken, men det ser ikke rigtig ud til at lykkes. Birgitte er deltidspædagog, sød, humoristisk og charmerende, og hun har et hjerte af guld. Hun er også lidt af en ødeland, og selv om hun er gift med en bankmand, har hun ikke de store skrupler over at overtrække sit hævekort. Mikkels søstre Mikkels otteårige lillesøster Marie spilles af niårige Carla Fjelsted Rasmussen fra Holte. Marie er Mikkels tro hjælper og den, der hele tiden prøver at holde storebror med guldkortet nede på jorden. Hans storesøster, Louise på 16, bliver spillet af 19-årige Mette Gregersen fra Jyllinge, som tidligere har medvirket i bl.a. “Rich Kids”, “Familien Gregersen” og Søren Kragh-Jacobsens “Det som ingen ved”. Louise elsker at shoppe og drømmer om en komplet samling Louis Vuitton-tasker. Nisserne De tre nisser, Goddreng, Gammelbo og Høvlehænk, er nogle af de få nisser, der er tilbage i Danmark, efter at folk for 150 år siden holdt op med at tro på nisser. Nis Goddreng, der spilles af Martin Buch, er en rar nisse, der gerne vil være ven med menneskene. Gammelbo, der spilles af Jonas Schmidt, er en tvær Rasmus Modsat-type, og Høvlebænk, der spilles af Peder Thomas Pedersen, er magikeren blandt nisserne. Skurkene Anders og Thomas er to unge fyre, der arbejder i en elektronikforretning i det lokale indkøbscenter, og de to vil meget gerne have fat i Mikkels guldkort. Anders spilles af Jacob Weble, mens Thomas spilles af Robert Hansen.
Mikkel og Guldkortet - Pas På Mikkel, Fra TV2´s Julekalender. |
|||
|
|










Mikkel er 11 år og drømmer om at vælte sig i store, dyre gaver juleaften, men på grund af et lidt optimistisk huskøb er familien hårdt spændt for rent økonomisk, så hans far har bebudet sparejul og beskedne gaver. De dystre udsigter ændrer sig imidlertid, da Mikkel redder en lille nisse. Ifølge gammel nissetro er nissen nemlig forpligtet til at opfylde Mikkels højeste ønske - og Mikkel ønsker sig at kunne købe alt i hele verden!