Absalons hemmelighed

Da Cecilie hører om Absalons Hemmelighed, beslutter hun at finde ud af, om myten mon dækker over det mirakel, der kan gøre hendes alvorligt syge lillesøster rask. Sammen med drengen Hubert begiver hun sig ud på en lang og farefuld opdagelsesrejse.

 

'Absalons Hemmelighed' er et juleeventyr i 24 afsnit om den 12-årige Cecilies lange og farefulde opdagelsesrejse på jagt efter en hemmelighed fra fortiden, som måske kan helbrede hendes alvorligt syge lillesøster Ida. Cecilie er en klog og meget speciel pige, som er vild med arkæologi. Cecilie bor, sammen med sin familie, på toppen af Stormagasinet, hvor hendes far er direktør. Cecilies 8-årige lillesøster Ida har dårligt hjerte og er meget svag - lægerne kan ikke helbrede Ida, og hendes fremtidsudsigter er dystre. Cecilies store og brændende ønske er, at Ida må blive rask - og hun ved, at det vil kræve noget, der minder om et mirakel.

Interessante fund
Lige i øjeblikket er hele familiens liv præget af, at julen nærmer sig. Cecilies far har susende travlt, og samtidig skal stormagasinets juleudstilling åbnes - og i år er det en ganske særlig udstilling. Da der for nogle år siden blev gravet ud under stormagasinet i forbindelse med etableringen af den københavnske metro, gjorde arkæologerne nogle interessante fund. Man fandt Absalons Gård, der blev bygget som noget af det første i forbindelse med grundlæggelsen af København i 1100-tallet. Juleudstillingen rummer nogle af de bedste fund fra udgravningerne - lige noget for Cecilie.

Hemmeligheden
Under åbningen af juleudstillingen hører Cecilie nogen tale om Absalons Hemmelighed. Arkæologen Petra, som har stået i spidsen for både udgravningerne og udstillingen, afviser det som vrøvl og myter - men Cecilie er blevet nysgerrig og beslutter at forsøge, om hun på egen hånd kan finde ud af noget om hemmeligheden. En sen aften lykkes det Cecilie at komme ned i den afspærrede ruin, som er absolut forbudt område på grund af faren for nedstyrtning. Her møder hun, ved en tilfældighed, den forunderlige dreng Hubert, som bor i en hemmelig hule i kælderen sammen med et par særprægede klunsere.

Farefuld opdagelsesrejse
Det viser sig, at Hubert også kender til Absalons Hemmelighed - blandt andet ved han, at den har noget at gøre med en helbredende kraft. Cecilie beslutter sig for at gøre alt, hvad hun kan, for at finde frem til Absalons Hemmelighed. Og hun håber inderligt, at hemmeligheden og den helbredende kraft kan gøre Ida rask.

Cecilie begiver sig derfor, sammen med Hubert, ud på en lang og farefuld opdagelsesrejse fuld af besynderlige, skræmmende og spændende oplevelser. Undervejs udvikler varme og anderledes venskaber sig midt i juletravlheden.